|
Vi lever på Jorden. Den er vores, og vi skal passe godt på den. Enhver astrologisk beregning forgår med Jorden som centrum. I horoskopet bevæger Sol, Måne og øvrige planeter sig rundt om Jorden, næsten ligesom de gjorde i de gamle middelalderlige verdensbilleder. Det er ikke fordi astrologerne ikke har fundet ud af, at det faktisk er Solen, der er placeret i midten, mens Jorden, Månen og planeterne cirkler rundt om. Det er fordi de allerfleste (vistnok stadig alle) mennesker er født på Jorden. Den dag vi får mennesker, der er født på Mars, vil vi også få horoskoper, hvor Mars er placeret i midten. Men et horoskop med Solen som centrum, forekommer utænkeligt. Der er simpelthen for varmt til, at man kan forestille sig, at der nogensinde vil blive født mennesker der.
|
|