|
Saturn er den yderste af de med det blotte øje synlige planeter. Helt fra gammel tid dannede den overgangen fra den synlige verden til det store ukendte. Saturn er identisk med mytologiens Kronos = Fader Tid. Han arbejder utrætteligt, thi ting tager tid, og han har ikke spor imod at gentage tingene gang på gang, lige indtil de er lært. I astrologien betyder Saturn en skelsættende grænse. Den angiver hvor i vores liv vi skal have en hel særlig lektion i det at være ansvarlig over for os selv og andre. Først når vi har lært at styre vores Saturn, først da kan vi få glæde af de store kosmiske energier, der repræsenteres af de nye planeter Uranus, Neptun og Pluto. I vore dage hvor det er moderne, in og helt legalt at undersøge forskellige former for alternative bevidsthedstilstande, alternative behandlingsmetoder, og alternative religioner er det uhyre vigtigt, at det enkelte individ har fået styr på sin Saturn. Det er denne planet, der symboliserer vore grænser og vores evne til at bevare jordforbindelsen. Uden jordforbindelse kan vi meget vel komme ud for, at vi i vor iver efter at under søge det ukendte, bliver opslugt af det ukendte, og derved bliver ude af stand til at leve en almindelig jordisk tilværelse. Astrologi er et redskab, der gør det muligt for os at nå ind til og forstå de mekanismer, der styrer os i vores hverdag.
|
|