|
Jordens drabant Månen har en størrelse (radius 1738 km) der gør at den har en ikke ringe indflydelse på livet på jorden. Først og fremmest laver den tidevand. Den har betydning for trækfuglene. Og på det følelsesmæssige område er den med til både at være romantisk, men også til de mindre værdsatte følelsesmæssige forstyrrelser. Tænk blot på ulve og hunde, der hyler mod månen, et fænomen, som man egentlig ikke helt har forstået, man ved blot, at de hyler. Kvinders menstruation har en ikke uvæsentlig sammenhæng med månens omløbstid. Astrologisk står Månen for den følelsesmæssige baggrund. Den er vores moderfølelser, vores moderbindinger og vores moderlige omsorg. Er forholdet til vores egen mor problematisk, vil vi have uendelig svært ved at drage den omsorg for vore børn, som vi gerne ville. Selv om vi prøver at luge lidt af barndommens ukrudt væk, er det svært, da månens påvirkning er ubevidst. Astrologen kan pege på de ubevidste bindinger, derefter kan du selv bedre gøre arbejdet med at rydde op i dit bagland.
|
|